BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Forestil dig en hverdag med 121 musikinteresserede unge, der spiller hinanden
gode og samles i et kor af mangfoldige og smukke stemmer. Midt i det hele står du
og dine engagerede kolleger samlet om at folde musikaliteten, menneskene og
fællesskabet ud. Det føles ofte som en stor legeplads! Indimellem er det også
vedholdenhed og hårdt arbejde, der dog lønner sig når glæden bobler og taget
letter.
Vi har nogle af Danmarks mest passionerede musik-efterskoleelever, som vi ønsker at udvikle
og stimulere. Vi dyrker i høj grad ambitioner - men til gengæld ikke stjerner. Hos os
er stjernen alt det vilde, vi kan sammen, og fællesskabet den ramme, der giver
tryghed, glæde, skabertrang og udfoldelseslyst. Hos os trives forskellige niveauer
og genrer side om side.
Det samme grundlag gælder for vores personalegruppe, hvor vi glæder os i
fællesskab over det, vi lykkes med sammen - i kraft af de forskellige kompetencer, vi
hver især byder ind med.
Sang og Musik står højt, men ikke alene - vi holder af
mange forskellige slags udfoldelser og bakker hinanden op.
Vores musiklærere er efterskolelærere på lige fod med de boglige lærere - og har
ud over musikundervisningen tilsyn, kontaktgruppearbejde samt andet
efterskolelærerarbejde, der ikke nødvendigvis er knyttet til musikken.
Du skal altså have lyst og mod til at løse mange andre opgaver end dem, der
knytter sig til musikken.
DIN MUSIKPROFIL
Vi er særligt interesserede i en stærk profil med kompetencer indenfor sangskrivning, musikproduktion og lydstudie, samt opsætning og afvikling af live-optræden/elevshows.
Du skal også befinde dig godt med 8-10 elever i et musiklokale.
Vi forestiller os, at du har en musikuddannelse på konservatorieniveau eller
lignende.
Du skal helt sikkert indgå i følgende undervisningsopgaver:
- Musikteori
- Musikhold (primært studie og sammenspil)
- Musikvalgfag, heriblandt sangskrivning
- Soloundervisning, gerne guitar
- Morgensamlinger
I din ansøgning skal du skrive klart, hvad du kan byde ind med og på hvilket niveau.
Selvfølgelig primært indenfor det musikalske område, men har du andre faglige
kompetencer, må du meget gerne nævne dem også.
Musiklærergruppen siger følgende om dem selv:
"Vi er et team bestående af 6 musiklærere, som sammen ønsker at løfte elevernes
musikalske niveauer og udvide deres horisont i et ikke-konkurrencepræget miljø.
Vores samarbejde er præget af hjertevarme og humor med fokus på det fælles
projekt som musik- og efterskolelærere."
Det er vigtigt, at du har lyst til at indgå i dette samarbejde og vil være med til at
tage ansvar for både drift og udvikling.
DINE PERSONLIGE EGENSKABER
Du vil give noget af dig selv til andre og kan lide at være sammen med unge
mennesker. Samtalen med dem falder dig naturlig - også om andre emner end
musikken.
Du er en tydelig voksen, der bidrager til at forme elevernes kultur og håndhæve
skolens regler. Du tør gå ind i konflikter, samtale og handle - også når det er svært.
Du kan inspirere musikalsk og samtidig sørge for at eleverne er mødt og holder
orden i musiklokalet. Du kan tjekke rengøring med et smil og følge op på det, der
ikke er gjort.
Du er i det hele taget en seriøs og engageret kollega, der er på forkant og kan
arbejde struktureret i en hverdag med mangfoldige gøremål.
VI KAN TILBYDE
En attraktiv arbejdsplads på en velfungerende skole med god søgning og
økonomien i orden. Gode faciliteter, smukke bygninger, egen koncertsal og en
fortryllende udsigt. Masser af glæde og begejstring og muligheden for at gøre en
forskel. Et ambitiøst og dygtigt personale, der er optaget af den fælles opgave og
har øje for hinanden.
Skolen er beliggende i Ollerup på naturskønne Sydfyn. Vi har få kilometer til
Svendborg, der er en mini-metropol, som byder på det meste. Teatre, museer,
foreningsliv, charmerende butikker og ikke mindst et utroligt stærkt musikliv.
Som ansat på Ollerup Efterskole bliver du del af et stærkt musiknetværk, der tæller
mange forskellige samarbejdspartnere.
FORMELT
Send din ansøgning med CV, uddannelsesbeviser og referencer i en samlet pdf-fil til
mail@ollemus.dk - skriv “musiklærer” i emnefeltet. Vi skal have din ansøgning
senest kl. 12.00 torsdag d. 14. december 2023.
Vi planlægger at holde samtaler mandag d. 18. december i tidsrummet 14-21. Du
skal forberede dig på at samtalen indeholder en praktisk musisk del også.
Tiltrædelse: 1. august 2024
Hvis du vil vide mere om os, anbefaler vi, at du tager et grundigt kig på vores
hjemmeside www.ollemus.dk/ - hvor du blandt andet kan læse om vores
mangfoldige musikliv.
Du får desuden en god fornemmelse af musikken, hvis du kigger på videoer på
vores youtube kanal og facebookside. OE records på Spotify er også værd at tjekke
ud - her ligger elevernes egen musik, som er indspillet og produceret i løbet af
opholdet på skolen.
Der er i udgangspunktet tale om en stilling på 80%. Ansættelsen sker i henhold
til overenskomsten mellem Finansministeriet og LC.
Yderligere oplysninger kan fås hos skolens forstander Mette Sanggaard. Skriv mail med dit telefonnummer til ms@ollemus.dk - så ringer
hun dig op.
OBS
Som musiklærer på Ollerup Efterskole kan du godt have nogle spillejobs i din fritid.
Dit job på skolen kommer dog i første række og det er der, du skal have dit primære
engagement. Du kan i udgangspunktet ikke få fri fra tjeneste for at komme ud og
spille.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Svendborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
(30-30 timer ugentligt)
-Arbejdsgiver:
OLLERUP EFTERSKOLE SANG OG MUSIK, Svendborgvej, 5762 Vester Skerninge
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-12-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5951890